tirsdag 31. mai 2011

Verdens Undergang



Det er kommet mig for Øiet at Verdens Gang haver gaaet ned 152 Tusind Læsere det sidste Aar, hvilket jeg finder meget fortræffeligt. Deres Journalistik hører ingensteds hjemme og er som regel baseret paa Usandheder. Se og Hør haver gaaet ned 48 Tusind Læsere, men dem skal jeg holde mig for god for at kommentere noget nærmere.

Sidst Lørdag la Verdens Gang ud en Artikkel om et Navn paa en Mand der var arresteret for en Voldtægt. De baserede denne Sag paa et Efternavn som Redaktør Øgrim i Journalisten havde publiceret ved en Fejl, og vilde han nu til livs. For hvilket Svig denne Øgrim havde gjort og legge ud det Navn! Han maatte faa sit Omdømme ødelagt en Gang for alle. Nu, der fik man dempet dette Staahej om denne Voldtægtsmand!

Vor Aviskultur haver faaet en Spekulationens Aand over sig. Den blaaser ind i Løgnenes Baal og blusser op Gnister af Fakta der aldrig haver eksisteret. Jeg maa spørge, til hvilket Formaal skal der publiceres Navn? Somme Journalister prøver at være Helte og faa alle Unødvendigheder frem om Livet til enkelte Menneskesjæler. De prøver at være Sandhedens Martyrer, men de bliver i stedet blindet av Sensationlyst og traakker over Lig paa sin Vej.

Vor Aviskultur er komplet uinteresseret i Verden. De bruger all sin Tid paa at vrænge ud Privatliv og lave sine Avisføljetoner saa pragtfulde som overhovedet muligt, for at tjene Penge. Se nu paa alle disse Aviser, saa spektaculære for de haver Mængder med Billeder af nøgne Mennesker paa Forsiden! Den norske Journalist nynner til Refrænget fra Forlagets glubske Finansdirektør  dette er Idioti! Vores djævelske Sludderpresse har naaet engelske Høider, som løfter det normale op til et Champagneniveau. Alt gaar op i Tøv der borte i Akersgaden, og alle Aviser der er Børn af den flaasete Maskinvalse i Fleet Street. Verdens Gang er The Sun, og vi paa Bjerget trykker den engelske Imperialisme Dag efter Dag. De norske Redaktører ejer ingen Frygt for at være overfladiske, nej, de ejer kun Rædselen for at blive sparket. Nu siger jeg endelig, spark dem!

I min Redaktør Lynge misbruger Redaktøren andres Tillid for at øge Avisens Oplag.


Og det syntes ikke at gaa op for nogen, at kun i et Land, hvor Journalistiken var saa daarlig som i Norge, kunde denne Mand spille en Rolle. I et stort Land vilde han have været Saks i et Blad, i Afganistan vilde han have svunget sig op til Landsbyens Medicinmand og gjort Kunster i Sandet.


Denne Knyttnævebog er en gennemskuelig saadan. Dette er et hadsk Angreb og en Discredit af den forpestede Hund af en Redaktør i Verdens Gang, Olaf Thommessen. Denne Mand og hans Avis agerede, i hele sin Tid, ud fra uærlige Motiver. Redaktør Thommessen sa nogle Aar tidligere om mit Foredrag: ”Et kursus i Uvidenhed, Overfladiskhed og Frækhed paa hele tre Timer er for meget.” Jeg glemmer de Ord aldrig. Jeg bruger ikke min Tid nu paa at forakte denne Avis, nej, jeg hader den. Det er friskere og rensligere.

Selv uden den sjofle Thommessen bedriver Verdens Gang den gule Journalistik. De spekulerede i, for ikke længe siden, hvem der kunde være Forfatter bag Bogen Kongepudler og dens Opfølgere. De vilde at sine Læsere skulde tipse Information, og de gjættet vildt! Anne Holt blev der skrevet meget om, ligesaa andre Satirikere. Denne Avis haver ikke Ævnen til at lære af sine Fejl. Da jeg gav ud mit første Tryk af Sult anonymt i Ny Jord i 1888, spekulerede Redaktør Thommessen i hvem der kunde staa bag. Han lurede paa hvorledes der kunde være Arne Garborg som stod for Teksten som var signeret af en ukendt Forfatter. Var Redaktør Thommessen tusset? Denne Tekst, skrevet af en Maalmand? Min Tekst var slettes ikke det Spor lig Ungdomsforeningens Aarsfest, og hvad kunde vel Thommessen vide for at have Grund til at uttale sig! Verdens Gang gjættet om Verden den Gang, og de gjætter om Verden denne Gang. Nutidens Forfatter het noget saa kjedeligt som Per Kristiansen, men det havde ikke Verdens Gang nogen Forutsætning for at klare at gjætte.

Jeg kan sige mig enig med Forlægger Fosli, som mener Journalister nu for Tiden kun drikker Rødvin og gjætter. Forlægger Fosli gav ud disse Bøger anonymt for at se til om Avisbranchen vilde holde op med at grave i Forfatteres Privatliv. Selv den gode Upton Sinclair sa i 1919 at Journalisterne er mer optat af Forfatteres Personlighed end af Bøgernes Indhold, og de Ord er desværre lige sande den Dag i Dag. Værre bliver det at Journalisterne nu endog gjætter paa disse Personligheder. 

I Verdens Gang trænger de ikke engang Rødvin.